Et forløb begynder altid med, at vi sammen undersøger og bliver klogere på, hvad du har brug for at arbejde med i terapien. Ud fra det vælger jeg den metode der passer bedst til din problemstilling. Nogle gange vil jeg i et forløb skifte mellem de forskellige tilgange.
Jeg har i flere år arbejdet med Mentaliseringsbaseret Terapi og har taget en to årig specialistuddannelse i metoden. Mentaliseringsbaseret Terapi er særlig hjælpsomt ved problemer med at tage vare på sine følelser (de bliver alt for intense, de “hænger ved” eller man mangler/mister kontakt med følelserne) og ved problemer med at være i givende og tætte relationer til andre.
Om Mentaliseringsbaseret Terapi (MBT)
Mentaliseringsbaseret Terapi er en terapiform, hvor man arbejder med at øge evnen til at mentalisere sig selv og andre. Selve ordet “mentalisering” kan lyde temmelig teknisk, men dækker over noget vi alle både bevidst og ikke-bevidst går rundt og gør meget af tiden. Nemlig forsøger at forstå os selv og andres handlinger, som udtryk for indre mentale tilstande som følelser, tanker, drømme, håb, behov osv.
Gad vide hvorfor jeg blev så ked af det, måske var det fordi…”, “Mon han troede jeg stadig var sur på ham, siden han svarede så usikkert….”
Evnen til at mentalisere er det der gør, at vi kan have meningsfulde relationer til andre og en stabil følelse af os selv, for jo bedre man kan mentalisere, des bedre kan man se både den andens perspektiv og samtidig holde fast i sig selv. Det er vigtigt for at kunne opklare de misforståelser der opstår i nære relationer og for at forstå og udtrykke egne følelser og behov klart.
Det danske Institut for Mentalisering og Center for Mentalisering har skrevet mere om mentalisering og Mentaliseringsbaseret Terapi.
Ud over Mentaliseringsbaseret Terapi arbejder jeg også med EMDR og Narrative Exposure Therapy (NET). (Læs mere under terapi og rådgivning).